Udgivet af Ole Hyldegaard Hansen, søn d. 5. apr 2020, kl. 23:41

Indledning


Midt i den gryende forårstid

med vækst og liv og med solrig’ dage

fejrer vi højtid trods pandemi,

hinanden skærmer, de syge, svage.

Nogen har sukket,

følt håbet slukket,

med kirker lukket

en påskedag.

Tekst: Ole Hyldegaard 05.04.2020

Melodi: Hvad solskin er for det sorte muld

    

Som ovenstående linjer understreger, så bliver påsken anderledes i år. Covid-19-pandemien i hele verden gør det ikke muligt at holde gudstjenester i kirkerne landet over, da det sundhedsmæssigt ikke vil være forsvarligt. Hvem af os vil være skyld i en andens sygdom og død. Men selvom kirkerne er fysisk lukket, så bliver det naturligvis alligevel påske, for det stærke budskab om Kristi sejr over døden lader sig ikke isolere til en bygning. Det bliver bare via andre medier, at budskabet i år kommer ud, og heldigvis er kreativiteten stor ude lokalt i den danske folkekirke: medier som telefonopkald har fået en renæssance, og en høflig hilsen på behørig afstand, sms’er og fællessang hver for sig i radio og TV er blevet populært som supplement til alle de digitale platforme.

Mit påskebidrag er nedenstående refleksioner over mine favoritsalmer til påskedagene, som vi i år ikke kommer til at synge sammen, men fint kan synge hver for sig, indtil hverdagen igen nærmer sig, det vi kender og holder af.

Nederst er relevante links dels til salmerne og melodierne, og links, hvor man vil kunne høre påskens glædelige budskab forkyndt.

 

Palmesøndag

DDS 176. Se, hvor nu Jesus træder

Den fynske biskop og salmedigter Thomas Kingo kaldes populært for ”påskens salmedigter” i Danmark. Selv om også Grundtvig har skrevet mange fantastiske påskesalmer, så tilfalder titlen Kingo pga. hans mange passionssalmer knyttet til lidelseshistorien, begyndende palmesøndag og frem til og med langfredag. Hver gang jeg har haft gudstjeneste palmesøndag, så har det så sikkert som amen i kirken været ”Se, hvor nu Jesus træder”, som har indledt gudstjenesten, og derved været indgangsfanfaren til påskeugen.

Kingos særlige styrke er hans inkluderende digterfacon, hvor han agerende som udsendt journalist eller udenrigskorrespondent beskriver begivenhedernes gang på stedet, men samtidig inkluderer modtagerne, dvs. os der synger med, så vi bliver deltagere, en del i flokken – på tværs af den historiske afstand. Med det indledende ”se” bliver hver af os vidner. De tre første vers beskriver skikkelsen, der rider ind i Jerusalem, vers 4 til 6 tolker meningen med Jesu lidelse, mens 7-10 er min, dvs. hver enkeltes beskedne hyldest af, at Jesus nu fuldfører sin livsopgave, sin mission. I modsætning til flokken ved Jerusalems hyldest med at lægge klæder foran ham på æslet og palmesving, så er vores fælles salmesang ved gudstjenesten vores ydre tegn på den evindelige taknemlighed over Jesu sejr over døden for vores skyld, ugen efter han frimodigt med guddoms-Øje red ind i ”morderstaden” trods udsigten til et grumt ”blodebad”, tornekrans fængsel, kors og nød, som en kærlighedsgerning og befrielse og håb for hver bange sjæl og ”syndebunden træl”.

Set i det perspektiv er Kingo ikke i tvivl om, at vores salmesang og hosianna til ærens konge, er et yderst beskedent og overkommeligt udtryk.

 

Skærtorsdag

DDS 466. Vor Herre Jesu mindefest

Ligesom den foregående salme så er Grundtvigs nadversalme ”Vor Herres Jesu mindefest” uomgængelig, når jeg holder gudstjeneste Skærtorsdag. Grundtvigs oprindelige intention var at oversætte eller nytolke en ældre latinsk salme, men forehavendet blev opgivet, da tankerne gik andre veje, og endte i sidste version med direkte henvisninger til nadveren, hvorfor den for eftertiden er kommet til at stå i salmebogen under afsnittet om nadver.

Salmen er en bekendelse til Kristus, der af sin guddommelige kærlighed kommer nær og forener sig med sin menighed i nadveren. I vers 2 nævnes syv betegnelser for Jesus (liv, lyst, skjulte perle i mit bryst, trøst, fred, lys, salighed), mens vers 3 sætter ord på livet i Jesu kærlighed (et uudslukkeligt lys, en evigt frugtbærende blomst og en guddommelig indsigt). Resten af salmen beskriver i forskellige billeder hentet fra naturen og gudstjenesten (dåb) den indbyrdes kærlighed og fællesskabet mellem menigheden og Jesus. Som i Kingos salme munder salmen ud i fælles opfordring til fryderåb og halleluja på baggrund af den guddommelige tro, håb og kærlighed, der tydeligst kommer til udtryk, når menigheden ved gudstjenesten samles omkring døbefont og nadverbord.

 

Langfredag

DDS 192. Hil dig, Frelser og Forsoner

Menigheden elsker den, konfirmanderne elsker den, brudepar elsker den også, jeg elsker den – alle elsker den – Grundtvigs gendigtning af denne middelalderlige hymne er et mesterværk, stærkt understøttet af C. Chr. Hoffmans underskønne romantiske melodi – i et toneleje, hvor de fleste kan være med. Ligesom med den forrige nadversalme er udgangspunktet en oprindelig latinsk tekst, som Grundtvig efterhånden frigør sig fra, inspireret af sin samtid.

Allerede med ordene ”Verden dig med torne kroner” aktualiserer Grundtvig den oprindelige begivenhed ved at polemisere mod den florerende rationalisme i den danske kirke i begyndelsen af 1800-tallet med afstandtagen til de sanselige og følelsesmæssige elementer i kristendommen. I de følgende vers beskriver Grundtvig den guddommelige kærlighed, der er stærkere end døden og vil holde os mennesker (støvet) i live, og derfor indtog korset på vores vegne. Nu handler det om, at denne kærlighedsgerning kan sprænge hjertets hårdhed og kulde og tvætte hjertet rent gennem tro og tillid til det Gudgivne liv (der får hjertet til at banke), troen og håbet på vi ikke skal smage døden i al evighed, men gå til Paradis, hvilket skyldes den guddommelige nåde, der kom stærkest til udtryk i døden for vor skyld – korsets gåde.

 

Påskelørdag

DDS 236. Påskeblomst, hvad vil du her

For mange år siden i et mit første præsteembede valgte vi at lave et alternativt gudstjenesteforløb parallelt med højmessen omkring påsketid på de historiske tidspunkter af begivenhedernes forløb: Aftengudstjeneste med nadver skærtorsdag, liturgisk eftermiddagsgudstjeneste med tekstlæsninger langfredag og tidlig morgenandagt påskedag, men inden da en aftengudstjeneste påskelørdag. På den stille dag, hvor døden ifølge påskens begivenheder fortsat rådede, og den dermed forbundne menneskelige rådvildhed over dels de forudgående dages begivenheder og usikkerheden om, hvorvidt det gav mening at fastholde et håb, nu hvor døden atter havde bekræftet sin sejr over et menneskeliv.

Til denne gudstjeneste anvendtes dele af den salme, som efterhånden vil være helligbrøde ikke at sætte på påskedag (evt. også 2. påskedag): Grundvigs Påskeblomst, hvad vil du her? Men lige præcis i den sammenhæng – ved en gudstjeneste påskelørdag – gav det god mening at bruge flere af versene, bl.a. versene 3-4: Vers 3, verset i salmebogen med flest spørgsmålstegn:


Påskeblomst! Men er det sandt:

Har vi noget at betyde?

Er vor prædiken ej tant?

Kan de døde graven bryde?

Stod han op, som ordet går?

Mon hans ord igen opstår?

Springer klar af gule lagen

Livet frem med påskedagen?

I vers 4 skitserer Grundtvig malende, hvad følgerne bliver, hvis der må svares nej på samtlige spørgsmål: Døden får det sidste ord!

Helt anderledes bliver det, hvis man derimod kan svare ja – ligesom Grundtvig ud fra sin kristne tro og overbevisning, at Frelseren stod op af døde som langfredags-pant – en påske-morgenrøde, og derfor har døden ikke længere det sidste ord.

At salmen indeholder biografiske dele ift. Grundtvigs eget liv, hvor han i flere perioder følte sig anset som den utilpassede lille og næsten uanselige påskelilje, som han huskede fra barndommens præstegårdshave, og som ikke havde samme dimensioner som vor tids, ja nærmest som en vildtvoksende plante i datidens kirkelige system, bidrager blot til at give salmens billeder ekstra farve.

Det oprindelige digt på 21 vers blev igennem mange år opført på Det kongelige Teater – netop påskelørdag, hvor entréindtægterne tilfaldt det senere byggeri af Grundtvigskirken på Bispebjerg. Så på den måde er der også op i nyere tid en forbindelse til påskelørdag.

 

 

Påskedag

DDS 408. Nu ringer alle klokker mod sky

I de senere år har B.S. Ingemanns salme fra samlingen ”Morgensang for børn” (1837) sneget sig ind i mit salmevalg til påskedag. En salme, der i øvrigt var på salmerepertoiret, som vi lærte i min skoletid med sin meget enkle beskrivelse af påskedagsbegivenheden og dens videre betydning, som her sættes i forbindelse med kirkeklokkernes ringen og kimen før hver søndagsgudstjeneste (på Ingemanns tid) som tegn på den etablerede forbindelse mellem jord og Paradis-haven, den søndag morgen, vor Herre stod op af graven efter sit ophold i de Dødes rige, hvorunder verdens glæde lå begravet.

Men englens budskab og pegen på den tomme grav – med sin palmegren (et link, tilbage til palmesøndag) som Jesus havde forladt, åbner op for verdens glæde over og lovprisning af opstandelsestegnet og dets følge: søndagssolen og barnekåret hos Gud og dermed udsigten til jubel i paradishaven sammen med englene, når livet her er forbi, pga. Vorherre stod op af graven påskedag, en søndag morgen, en gudstjenestedag, som alle mellemliggende hverdage livet igennem er en genklang af, og henter næring fra.

Så er det påske – hver dag.

 

2. påskedag

DDS 249. Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen

I de senere år er 2. påskedag mange steder blevet en kombineret ude- og gudstjenestedag, idet dagen markeres med påskevandringer, så både krop og sind får næring. De gange, hvor jeg har gudstjeneste er salmebogens nyeste salme fast repertoire, som tidligere sognepræst Hans Anker Jørgensen har skrevet som en replik i sorg og vrede over – i hans optik - Salmebogskommissionens tidehvervske ”kristendom uden Jesus”.

I salmen ”Hvad er det at møde den opstandne mester igen”, møder vi alle opstandelsesvidnernes reaktioner på påskedagsbegivenheden: Gravenglen med opstandelsesbudskabet, disciplene på vej til byen Emmaus, hvor de møder den opstandne uden først at genkende ham, den sørgende Maria Magdalene på kirkegården, der søger hjælp hos det formodede kirkegårdspersonale, den fortvivlede Simon Peter, der mødes med tillid og nye opgaver, trods sin fornægtelse tre gange af al kendskab til Jesus, eller den nidkære Saulus (senere Paulus), der efter mødet med den opstandne går fra at være forfølger af de kristne til frontkæmper for påskebudskabets udbredelse blandt de fremmede.

Selv forræderen Judas vejrer morgenluft fra helvedet eller dødsriget, fordi den opstandne selv har været dér som nyt håb for de døde.

Salmen slutter med lovprisning af Helligåndens virke, der både kan gå gennem lukkede døre og åbne dem op, men også indgyde mod og håb om, at Påskemorgens begivenheder har fjernet en forhindring, et forhæng mellem Gud og os, og derfor må give de syngende styrke og mod til fælles lovsang over håbet om at skulle møde den opstandne som Gud i ”den syvende himmel”, et udtryk hentet fra hverdagssproget, vel mest anvendt omkring forelskelser.

Palmesøndagsrus, skærtorsdagsfællesskabsindstiftelse, langfredagssorg, påskelørdagsfortvivlelse og usikkerhed er nu afløst af glædesrusen over påskens budskab, der skal kaste lys over det daglige fællesskab om den kristne tro, håb og kærlighed – det er at møde den opstandne i live(t) igen. Det betyder påske.


Links

Salmetekster og melodier

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/

 

Påskerefleksioner fra stift og provsti

Biskop i Fyens Stift Tine Lindhardt fra Sankt Knuds kirke

https://www.fyensstift.dk/biskoppen/biskoppens-paaskeandagter-fra-odense-domkirke/

 

Sognepræst Rikke Steen Knudsen fra Aarup og Rørup kirker

http://www.aarupkirke.dk/

 

Sognepræst i Verninge Niels Lysebjerg

http://www.verningekirke.dk

 

Følg også med på andre kirkers hjemmesider

 

 

Med ønsket om en rigtig glædelig påske til os alle sammen.

Ole Hyldegaard Hansen

Provst og sognepræst i Assens-Baagø og Gamtofte

Kategorier Nyt fra kirken