Lørdag d. 15. juni 2019, kl. 11:45

I år er det ifølge myten 800 år siden, at Danneborg faldt ned fra himlen i Estland under slaget ved Landanisse, hvor kong Valdemar Sejr kæmpede imod esterne. Siden 1913 er begivenheden blevet markeret den 15. juni som flagdag, hvor bl.a. Danmarks-samfundet har solgt flag – og siden 1920 tillige som Genforeningsdag.

Traditionen med markeringen af flagdagen har stået stærkt i Assens igennem tiden. Således blev 700 års jubilæet i 1919 på initiativ af KFUM i Assens markeret i Skovanlægget med flere tusinde deltagere.

I snart 40 år har der været tradition for at markere Valdemarsdag i Assens i et samarbejde mellem Danmarks-samfundet og Vor Frue Kirke. Arrangementet har normalt været et aftenarrangement, men her i jubilæumsåret hvor også Assens Handelstandsforening deltager med lang lørdag, afholdes det omkring middagstid.

Traditionen tro begynder arrangementet kl. 10.30  med faneformation ved bostedet på Skelvej med tale for Dannebrog ved Assens´ borgmester Søren Steen Andersen samt faneuddeling.

Herefter er der festlig fanemarch sammen med Assens harmonikorkester igennem byen til Vor Frue Kirke, hvor vi håber, at byen vil summe af mennesker.

Kl. 11.45 afholdes der arrangement i kirken ved provst Ole Hyldegaard, og hvor Syngedrengene og organist Finn Pedersen medvirker. Arrangementet afsluttes med en grillpølse, hvor menighedsrådet er vært.

Medvirkende
Ole Hyldegaard Hansen
Sted
Vor Frue Kirke