Peter Brandes´ glasmosaikker

I 2004 skænkede kunstneren Peter Brandes tre glasmosaikker til Gamtofte kirke. Ruderne sidder i de tre af kirkens fire sydvendte vinduer. Her følger kunstnerens egne kommentarer til udsmykningen:
Lyset gennem glasmosaikker gennemlyser og kærtegner farverne som glasset har indbrændt i sig og i sin gennemtrængende bevægelse tøver det ikke med at fæstne farverne i sine strålehænder, for at fastholde dette nu helt imaterielle aftryk på vægge, gulve eller støvpartikler i rummet, hvor lyset har taget ophold.
Farverne er lysets handlinger og lidelser. Farver kræver lys og lys kræver farve. I et kirkerum har lyset også en symbolsk tilstedeværelse. Lyset her er ikke dagligstuelys, ligesom brødet på aftensbordet derhjemme ikke er det samme brød, som gives under nadveren i kirkerummet.
Gentagne gange refererer Kristus til sig selv som lyset. Også i Johs. 9,5: Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys. På samme måde som vi må forstå disse lignelser om lys i en dybere forstand end den, at Kristus er en venlig lygtemand, på samme måde må vi se på ny og i et nyt skær det lys, som trænger ind i kirkerummet. Tænk på Grundtvigs tankevækkende salme fra hans sangværk fra 1864 – i Den Danske Salmebog nr. 164 vers 6:
Blindfødt var det ømme Hjerte,
Seer dog nu hans Guddoms-Glands,
Død var Sjælen til vor Smerte,
Lever nu i Aanden hans,
Igienfødte til Guds Rige,
Vi det seer i Lys tillige!
Og lyset berører glasruderne under sin vej ind i rummet og gennemstrømmer det budskab, som disse ruder kan bære i sig og transformerer lyset til en uhåndgribelig substans, som har rod i en religiøs oplevelse. Rudernes indhold må så bestemme, om det også bliver en kristen oplevelse.
Til Gamtofte kirke har jeg udført tre ruder, som har følgende motiver. Det er Abgars Kristusansigt, kaldet mandyliet, Kristi helbredelse af en blind, Johs. 9,6 og Veronikas Svededug – alle tre ruder udført hver især med grundfarverne blå, gul og rød.
Abgar-ansigtet og Veronikas Svededug er begge aftryk, historisk kaldet acheiropoieter, det vil sige aftryk ikke gjort af menneskehånd. De pretenderer begge at vise Kristi Ansigt i to vidt forskellige øjeblikke. Rudernes farver forsøger at understrege dette. Begge billeder har den dobbelthed i sig, at de både er aftryk og billeder på Kristi historiske eksistens, men også relikvier. Midt mellem disse to aftrykte ansigter tolkes Johannesevangeliets beskrivelse af, hvorledes Kristus helbreder den blinde ved dammen Siloam, Johs. 9,1-41.
Man ser på min rude kun Kristi arm og hånd og fingrene, som berører og helbreder den blindes øjne. Kristus står uden for ruden. Den blinde bliver seende. Hans tro gør ham seende. Symbolsk set er du og jeg og alle i kristen forstand blinde før skællene tages fra vore øjne, som det sker for Paulus på vej ind til Damaskus, Ap.G. 9,18.
Kristi synlige fravær under helbredelsen af den blinde på kirkens midterste rude, den gule, flankeret på hver side af de to aftrykte Kristus-hoveder, dette fravær bliver til et nærvær i det øjeblik den blinde bliver seende eller troende. Og de to aftryk forvandles til tilstedeværende liv. Med troen ses Kristus. Grundtvig-salmen, som jeg refererede til tidligere, siger i fjerde vers:
Han, som Liv og Lys uddeler
Med sin Aand og med sit Ord,
Han, som alt det Brudte heler
I sit Bad og ved sit Bord,
Jesus Christus, med vor Glæde,
Er lyslevende tilstede!
Lyset kommer ud af mørket og vi ser.
Under forberedelserne til udsmykningen blev det klart, at kirkens tidligere farver på alt træværk havde en for mørk tone til at modtage kirkerudernes farveindtog. Derfor opstod, i øvrigt for første gang, et samarbejde mellem min kone, Maja Lisa Engelhardt, og jeg selv, idet jeg og menighedsrådet bad hende om at forestå kirkens nye farvesætning. Denne indgår i en dialog med rudernes farver og bibringer kirken et lys, som følger den tanke, der ligger bag budskabet i den midterste ”Johannesrude”.
Kristus helbreder den blinde:
Ruden udspringer af den scene af kapitel 9 i Johannesevangeliet, hvor Kristus helbreder den blinde, der har bedt ham om at gøre ham seende. Kristus spytter på jorden og tager den jord, som han har blandet spyttet med, afsætter den på hans blinde øjne og siger så til ham: ”Gå hen og vask dig i Siloam-dammen”. Da den blinde kommer tilbage fra så at sige sit dåbsbad, er han blevet seende. Han er troende i det øjeblik, han beder Kristus om at helbrede sig, fordi han også tror på, at han kan blive seende. Han bliver også frigjort. I kristen forstand er du et ufrit menneske så længe den kristne tro ikke har opfyldt dig. Derfor er han på ruden skildret i en bagbundet situation, hvor han endnu er uforløst. Forløsningen kommer og troen åbner sig for ham og han har modtaget velsignelsen fra Kristus.
Kong Abgars mandylion:
På den blå rude har jeg forsøgt at skildre Kristi Ansigt i en situation, hvor han ifølge legenden aftrykker sit ansigt på et klæde. Han er ved sin fulde kraft og til stede talende blandt sine disciple, altså ikke lidende, som det udtrykkes i Veronika-svededugen.
På bronzealterskrinet, som jeg har udført til kirken, er de tre ruder også gengivet i relief.
Legenden om Abgars mandylion – Kristi ansigt:
En gammel tradition tilskriver kong Abgar, at han skrev et brev til Jesus og modtog et mundtligt svar fra samme. Abgar den Femte var en historisk konge (4 f.Kr.-50 e.Kr.), der regerede i byen Edessa, som lå nær Eufratfloden i Mesopotamien – i dag den tyrkiske by Urfa. Da kongen var syg og led af spedalskhed, skrev han til Jesus og bad om hans komme og helbredelse. Brevet blev bragt af kongens budbærer, Ananias eller Hannan. Kristus sendte besked tilbage og svarede, at han ikke kunne komme selv, da han måtte fuldføre den gerning, han var sendt til i Palæstina, og at han snart måtte gå til sin Fader. Men han lovede at sende en discipel i stedet.
Thaddæus eller Addai, én af de 70 disciple, blev sendt afsted af apostlen Thomas, og han helbredte kongen og grundlagde den kristne kirke i Edessa, som blev en af de første kristne byer og kirkesamfund. Kirken dér blev ødelagt i år 202 efter en flodbølge og regnedes for det ældste kendte kristne bygningsværk.
Legenden fortæller, at budbæreren Ananias ved mødet med Kristus ønskede at afbilde denne, men lyset fra Herren blændede ham og fra Kristus selv modtog han på et linnedklæde et aftryk af Kristi Ansigt. Dette havde siden mirakuløs helbredende kraft og blev opbevaret i Edessa.
Aftrykket eller ikonen blev prototypen til de såkaldte mandylion-portrætter. Samtidskrøniker og kirkehistoriske skrifter taler om brevet og billedet, ikke mindst Euseb fra Caesarea omtaler begge dokumenter i sin kirkehistorie fra ca. 325 (Historia ecclesiastica, 1,13,5-20).
Den kvindelige pilgrim og historiefortæller Egeria beretter i sine rejsebeskrivelser fra slutningen af 300-tallet om brevvekslingen mellem kong Abgar og Jesus. Hun har af biskoppen i Edessa under et besøg i byen 384 hørt om brevvekslingen (Peregrinatio Egeriae, 17,1;19).
Abgar-billedet eller det hellige mandylion (ordet mindil betyder på arabisk: slør eller klæde) blev efter længere tids bortkomst genfundet i 525 i Edessas bymur. 944 blev mandyliet opkøbt og bragt til Konstantinopel af kejser Romanus Lekapenus.
Edessa-billedets historie blev nedskrevet igen på Konstantin VII´s initiativ (især henvises til den såkaldte Alexandria-Menologi, som har illustration af mandyliet). Flere kopier cirkulerede, og med teksten som udgangspunkt blev en kirkelig kalenderfest indstiftet den 16. august 945, til minde om mandyliets tilstedeværelse i Konstantinopel.
En ikon fra ca. 950 i Skt. Katharinaklostret i Sinai ørkenen afbilleder historien omkring Abgar-mandyliet. Konstantinopel plyndredes af venetianere og det fjerde korstogs ”riddere”, det skete endda på en Langfredag i året 1204. Herefter forsvandt mandyliet for altid. Men da havde klædet sat sine aftryk i den kristne ikonografi.
Veronikas Svededug:
Den første rude i kirkens sydside som møder den besøgende, er holdt hovedsageligt i røde farver. Det er ruden med Veronikas Svededug. Alle tre ruder i kirken har hver sin grundfarve, gul, blå og rød. Lysets gennemlysning og refleksion på de hvidkalkede vægge har således passeret spektrets tre grundfarver og vil naturligt blande sig med disse, således at et blandingsfarvet lys opfylder kirken. Lyset er ikke længere dagslys, men er blevet et symbolsk lys til et sakralt rum, som kirkerummet er. Den midterste rude skildrer den blinde, som bliver seende via sin tro. Det er mit ønske, at det samme måtte ske for den besøgende, så de to aftrykte Kristusansigter, det blå Abgar-hoved og det røde Veronika-Ansigt, kan forvandles fra at være aftryk til at blive virkelighed.
Veronikas Svededug opstod ifølge legenden, da en barmhjertig kvinde tilbød Jesus sit hovedtørklæde, således at han på vejen til Golgata kunne aftørre sit ansigt for sved og bloddråber. Da hun fik klædet tilbage, bar det Kristi ansigt aftrykt.
I navnet Veronika kan måske gemme sig etymologisk vera-ikona – det sande billede.
En anden forklaring på navnet gemmer sig måske i det forhold, at Veronika skulle være en senere udtale af det græske kvindenavn Beronika eller Berenike. Berenike er ifølge flere forfattere fra det 6. årh. navnet på den kvinde, som Jesus lod helbrede for blodflod.
Svededugen eller et klæde som udgav sig for at være det oprindelige aftryk, fandtes fra det 8. årh. i Rom og blev af Bonefacius VIII i 1297 bragt til Peterskirken samme sted.
I kunsthistorien er det et motiv, som er behandlet af et utal af kunstnere, ikke mindst fremragende af Memling, El Greco, Zurbaran og Rouault for blot at nævne få.